Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Oktober 2002
Amatørteatrets placering i kulturpolitikken
CulturCronik:
Af Bent Jacobsen
Hvorfor overses amatørerne i den teaterpolitiske debat?
I Teaterlovens § 27 hedder det: "Der kan ydes støtte til kunstnerisk arbejdende amatørsceners virksomhed og til amatørscenernes centrale organisationer." Bortset fra, at vi gerne havde set, at der stod "skal" i stedet for "kan", er vi ganske godt tilfredse med denne paragraf i en lov, som ellers handler om det professionelle teaters eksistensvilkår. For med den bliver amatørteatret anerkendt som en del af den danske teaterhelhed.
Alligevel har der de senere år ikke været meget politisk debat om, hvordan vi styrker og udvikler amatørteatret og de øvrige ikke-professionelle kunst- og kulturaktiviteter. Den debat har der naturligvis løbende været inden for vore egne rækker, og jeg synes, at man kan iagttage en klar stigende ambition om kunstnerisk kvalitet i langt de fleste af vore scener og gruppers arbejde. Og på samme måde ser vi øget interesse for dygtiggørelse gennem kurser og interesse for at møde andre teaterfolk på festivaler og gennem gæstespil.
Man kan heller ikke sige, at vi ikke bliver betragtet som en seriøs samarbejdspartner: der sidder DATS-folk med i mange kulturelle råd, nævn, udvalg og bestyrelser på alle niveauer. Alligevel er det som om den kulturpolitiske debat er kørt uden om os i de senere år. Det skyldes, at to af nøglebegreberne i debatten har været professionalisme og kvalitet - det er det, man skal satse på, og det kan vi jo godt være enige i. Ja, det kan ingen vel være uenige i. Problemet er bare, at de to begreber ikke er absolutte, men relative.
Det udvandede kvalitetsbegreb
Hvis man bruger begrebet professionalisme som et synonym for kvalitet, kan amatørteatret sagtens være med. For så taler man om gennemtænkt, gennemarbejdet og klart udtrykt teater. Det har jeg set masser af eksempler på inden for amatørteatret. Desværre bruger mange "professionalisme" som modsætning til "amatørisme", og så forplumrer man diskussionen, for der er ingen garanti for, at fordi man har gennemgået en kunstnerisk uddannelse og får løn for sit teaterarbejde, så leverer man et produkt af høj kvalitet. Der findes gode og dårlige forestillinger inden for såvel amatørteatret som erhvervsteatret.
På samme måde går man galt i byen, hvis man bruger begrebet kvalitet som et objektivt værdibegreb ("det sublime") løsrevet fra alt andet. Man må altid tale om kvalitet inden for teatret i relation til noget andet: aktualitet, relevans, stringens for slet ikke at tale om genre, publikum eller formål. Dette betyder på den anden side ikke, at man ikke kan diskutere kvalitet med en undskyldning om, at "smag og behag er forskellig".
Se f.eks. hvor spændende det bliver, hvis man medtænker publikum i diskussionen om teatrets kvalitet: "I enhver teaterforestilling findes to niveauer, et fiktions-niveau, hvor handlingen udspiller sig i en anden tid, i et andet land, og et real-niveau, hvor publikum møder skuespillerne på stedet HER og i en tid som er NU. Disse to niveauer arbejder sammen for at give hver forestilling dens specielle magi. Nogle gange er fiktionsniveauet dominerende og publikum glemmer næsten, at det er teater og drages ind i fiktionen. Andre gange er det reelle niveau helt dominerende, som i revy, stand-up, teatersport."
Det indsnævrede kulturbegreb
Lad mig give et eksempel på, hvordan en ureflekteret brug af disse begreber har været selvdestruktiv: Kulturminister Ole Vig Jensen oprettede en Kulturfond for bl.a. at bygge bro mellem den brede og den elitære kultur. Her var formidling af den etablerede kultur og samarbejde mellem amatører og professionelle centrale indsatsområder. Helt fra starten blev der hetzet mod fonden for at støtte amatørisme og tage penge fra kunstnerne. Efter en lille halv snes år lykkedes det endelig at få flyttet pengene over i Kulturministeriets Udviklingsfond, der skulle støtte "det sublime" inden for en række nye kunstneriske udtryk, som ikke kunne finde plads (penge) hos de etablerede kunststøtteordninger. Udviklende samarbejder mellem amatører og professionelle var naturligvis udelukket, med mindre en nyskabende professionel søgte om penge til at få en gruppe amatører til at spille Bjerget i "Jeppe på Bjerget". Aldrig den anden vej om.
Resultatet blev, at Udviklingsfonden mistede sin legitimitet, fordi den koncentrerede sin indsats om opgaver, som naturligt hører til (eller burde høre til) under de andre kunststøtteordninger.
Skiftende kulturministre (vi har indtil nu haft 15 af slagsen) har i deres embedsperioder udvidet eller indsnævret kulturbegrebet, forstået som det felt, ministeriet skal beskæftige sig med. Brian Mikkelsens opfattelse kan karakteriseres sådan: "Smallere kulturbegreb end Gerner Nielsen. Mindre vægt på mangfoldighed og mere vægt på danske værdier. Markedet skal overtage en større del af kulturfinansieringen." En af hans første handlinger var at nedlægge Udviklingsfonden.
Amatørteatret er forskelligt fra andet teater, idet det (også) udvikler deltagerne selv og fungerer i tæt samspil med lokalsamfundet. Derfor kan man også placere amatørteatret i mange forskellige politiske felter eller rum: socialpolitik, familiepolitik, folkeoplysningspolitik, integrationspolitik for blot at nævne de mest oplagte. Men vi skal holde fast i, at vi koncentrerer os om at lave godt teater; at dette så kan have andre og meget positive følgevirkninger, er ikke det væsentlige. Vi skal insistere på, at amatørteatret hører hjemme i det Teaterpolitiske felt. Amatørteatret skal ikke ses som en modsætning til det professionelle teater. Det stjæler ikke noget fra det professionelle teater, men er tværtimod med til at sikre, at der er en folkelig forståelse for nødvendigheden af Teater, og denne forståelse er ikke mindst vigtig i et demokratisk samfund, hvor alle bevillinger i sidste ende prioriteres af folket selv.
Vi har brug for amatørerne
Der er heller ingen modsætninger mellem de professionelle udøvere af kunsten og amatørerne. Tenorsaxofonisten Jesper Thilo udtrykker det sådan: "Amatørerne har vi brug for. Hvis der ikke var amatører, ville hele musikverdenen bryde sammen. De er nødvendige, et "must". Som regel er den professionelle musiker mere rutineret og bedre end amatøren, men amatøren har en begejstring, som ikke kan købes for penge. Amatører glæder sig hver gang til at skulle ud og spille. De professionelles eneste privilegium er, at de ikke behøver at glæde sig til at skulle ud og spille.
Amatørerne skal glæde sig, fordi de er amatører! Amatøren har det altid godt med at spille og har altid en god udstråling. Derfor kan jeg lide at gå ud og spille med amatørgrupper. Her får man i hvert fald 100 % sikkert det ultimative af, hvad musikerne kan præstere. Her drejer det sig tit om begejstringen og at gi den en på frakken med indstillingen: "Neijj, nu er vi ude at spille med ham den berømte saxofonist, nu skal vi ordentlig…" Og så sidder de der med deres familie nede i salen og klapper og tager billeder, og jeg får en større musikalsk oplevelse end med professionelle, som bare kommer og siger: "Nå, ja! Så skal vi til det igen. Dav Pedersen! Ja, lad os nu se engang. Hvad skal vi nu til? Årh, nej, ikke den." Men en ting er sikkert: når den professionelle først får lyst til at spille, så spiller han meget bedre end en amatør."
Jesper Thilo peger her på, at selv om der er forskelle på amatørers og professionelles arbejdsbetingelser, er de en del af samme helhed - de hænger sammen, og de inspirerer hinanden. Derfor er det lige så vigtigt, at skabe gode rammer for amatørernes arbejde som for de professionelles. En god kulturpolitik går på to ben.
Beklageligvis har sådanne synspunkter ikke just præget den politiske debat i de senere år. Teaterdebatten har handlet om behovet for flere penge til teatrene, og ikke om hvordan de udvikler deres repertoire eller kommer i kontakt med nye publikumsgrupper, og bogdebatten har handlet om én bestemt type bog: tegnebogen.
Vores ønsker til Kulturministeriet handler først og fremmest om respekt og anerkendelse. Og så i anden række om penge - men jo slet ikke i samme størrelsesorden. Faktisk er det sådan, at en sum penge som projektstøtte til amatørteatret (f.eks. fra "Kulturministeriets udviklingspulje til amatørkultur og folkelige kulturaktiviteter") genererer syv gange så mange kulturkroner fra andre kasser og fra amatørerne selv.
Men vi må selv se at komme på banen i kulturdebatten og gøre os gældende på alle niveauer. Vi må blande os og gøre opmærksom på amatørernes store betydning for kulturlivet.
